Kriseramt B.T. skader Berlingske Medias resultat for 2023

16. January 2024

Kontakt

Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver Kontaktes via Annette Stampe Kofoed på: Mobil: +45 25 13 68 08 E-mail: ansk@berlingskemedia.dk Simon Richard Nielsen, ansv. chefredaktør for B.T. og Euroinvestor Mobil: +45 20 19 43 32 E-mail: sibn@bt.dk

Kriseramt B.T. skader Berlingske Medias resultat for 2023-img

Berlingske Media leverede overskud i 2023, men det var ringere end forventet. Resultatet for mediehuset blev 41 millioner kroner i 2023 af en omsætning på 636 millioner kroner, hvor omsætningen til sammenligning var 770 millioner kroner året før og et resultat på 64 millioner kroner.

Medierne Berlingske, Weekendavisen og Euroinvestor leverede alle sammen tilfredsstillende resultater i 2023, som var på niveau med det foregående år. Det dårligere samlede resultat for Berlingske Media skyldes alene manglende gennemslagskraft og svigtende annoncesalg for B.T., som først fik vendt udviklingen fra krise til fremgang mod slutningen af 2023. Isoleret set leverede B.T. et underskud på 20 millioner kroner sidste år, hvor der i 2022 var overskud på mediet.

“Vi leverede flotte resultater for Berlingske, Weekendavisen og Euroinvestor. Men B.T. har været i krise i det meste af 2023, især fordi annoncemarkedet var vanskeligt, og det har forringet resultatet for hele mediehuset,” siger Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver for Berlingske Media.

B.T. er et 100 procent gratis, 100 procent digitalt og 100 procent annoncefinansieret tabloidmedie, der med afsæt i sin 107-årige historie leverer populær borgerlig journalistik. Strategien er at vinde digitalt og især på mobilen. Udgivelse af aviser blev lukket ved udgang af 2022, men det har ikke påvirket resultatet for 2023, fordi udgifter og indtægter gik lige op.

Fra efteråret 2023 blev der gennemført en genopretning af B.T., som allerede har vist positiv effekt, og som gør, at Berlingske Media tror på fremtiden for B.T. Simon Richard Nielsen, ny ansvarshavende chefredaktør for B.T. og Euroinvestor, ser derfor optimistisk på fremtiden for B.T. Desværre er det nødvendigt at tilpasse omkostningerne, så B.T. kan levere fremgang og overskud i indeværende år.

“B.T. har været igennem en krise, og regnskabet for 2023 afslører, at det er afgørende, at vi leverer den journalistik, som brugerne efterspørger. Vi har testet en række nye tiltag i efteråret, og det er tydeligt, at både brugere og annoncører tager godt imod B.T.s nye initiativer og især vores satsning på privatøkonomi. Det giver optimisme, men ændrer ikke på, at vi må tilpasse omkostningerne, så de matcher virkeligheden,” siger ansvarshavende chefredaktør Simon Richard Nielsen.

Omkostningerne skal reduceres med 9,2 millioner kroner på B.T., og besparelsen vil blive gennemført inden månedens udgang. Sparerunden er isoleret til B.T., idet resten af huset gennemførte de nødvendige tilpasninger i løbet af 2023. Medierne Berlingske, Weekendavisen og Euroinvestor samt den kommercielle afdeling, IT og støttefunktioner skal ikke gennemføre besparelser.

Der er indledt drøftelser med tillidsrepræsentanterne for B.T. for at besparelserne tager videst mulig hensyn til de berørte medarbejdere.

Billede til pressemeddelelse.png

Flere pressemeddelser

Slide 1 of 28
Slide 1 of 28